Guide: Hvilken indendørs trappe skal du vælge?

Guide: Hvilken indendørs trappe skal du vælge?

15. januar 2019 0 Af HDesign

Når du skal vælge indendørs trappe, er der flere ting, du skal tage med i dine overvejelser. Du bør blandt andet gøre dig tanker om typer af trappe, materialer, anvendelse og plads. De gode trapper er nemlig dem, hvor der er sammenhæng mellem funktion og form. Dem, hvor der en regelmæssig og god gang i trappen og dem, der har et pænt og harmonisk forløb. Trappen er et vigtigt bindeled mellem to eller flere etager i huset, og derfor får du herunder en guide til, hvordan du bedst vælger en indendørs trappe.

Hvilke typer trapper findes der?

Der findes groft sagt tre forskellige typer af trapper: Ligeløbstrapper, kvart- og halvsvingstrapper og spindel- og vindeltrapper.

  • Ligeløbstrapper er dem, mange vil kalde for en ’almindelig trappe’. Den forbinder to etager med et lige løb. På sådan en trappe har alle trin samme størrelse, og denne er derfor også den trappe, der er mest enkel at konstruere.
  • Kvart- og halvsvingstrapper er begge en svunget trappe, der ofte anvendes, hvor der ikke kan opstilles en ligeløbstrappe. Her er næsten alle trin skæve, dvs. kileformede, hvor trinene er smallest ud mod rummet og bredest inde ved væggen.
  • Spindel- og vindeltrapper har en cirkulær ganglinje, hvor man går rundt om en midterakse på vej ned eller op til en etage. På en spindeltrappe er der en gennemgående søjle i midten, hvor alle trinene sidder fast. På vindeltrappen er der to krumme vanger, som bærer trinene.

Hvordan vælger du en indvendig trappe?

Når du skal vælge, hvilken indvendig trappe, der skal være i din bolig, er det vigtigt, at du først stiller dig selv disse spørgsmål: Hvad tit vil du bruge trappen? Hvor stejl må den være? Hvor bred skal den være? Hvor meget plads er der over trappen? Hvor meget plads må trappen fylde? Disse spørgsmål stiller alle forskellige krav til både anvendelse, plads og materiale.

  • Anvendelse: Jo mere du skal bruge trappen, desto større krav stilles der til den. Der stilles altså ikke særlig mange krav angående tilgængelighed, komfort og kvalitet, hvis trappen går op til et loft, man kun besøger et par gange om året, som der gør, hvis trappen forbinder stueetagen med førstesalen.
  • Plads: Det er vigtigt, du gør dig nogle tanker om, hvor meget trappen må fylde. Det er ikke kun selve trappens størrelse, men også hvor meget plads, der er til at komme på og af trappen, samt hvor højt der er til loftet. Sørg for at have målt godt op og gør dig nogle grundige overvejelser, inden du foretager dit endelige trappevalg.
  • Materiale: Hvordan trappen føles at gå på afhænger af, hvilket materiale trinene er lavet af. Trætrin er eksempelvis mere bløde, mens ståltrin er hårdere at gå på. Hvad enten du vælger trin i stål, træ eller glas, så sørg for at tænke både æstetik og funktionalitet ind i dit valg.