Bør jeg forsikre mit elektronikudstyr?

Bør jeg forsikre mit elektronikudstyr?

10. september 2018 0 Af HDesign

Det er faktisk kun for de færreste, at det er en god idé at tilkøbe en elektronikforsikring, der dækker det produkt, man køber i elektronikforretningen. Bl.a. mener forbrugerrådet Tænk, at man hellere skal overveje en udvidet indboforsikring end en tillægsforsikring købt i en butik. Derudover er det vigtigt have in mente, hvorfor sælgeren tilbyder dig forsikringen i første omgang. Det er nemlig sådan, at ansatte i elektronikforretninger tit får en bonus pr. solgte forsikring. Altså er sælgerens primære mål ikke at hjælpe dig, men derimod at hjælpe sig selv.

 

Købeloven

Måske er der enkelte, der køber forsikringen, fordi de ikke er klar over, at købeloven dækker over fejl og mangler, der opstår på produktet i løbet af de første to år efter købsdatoen – købeloven dækker vel at mærke kun skader, som man ikke selv er skyld i. Det betyder altså, at hvis man har tilkøbt en elektronikforsikring, og der sker noget med produktet, man ikke selv havde kontrol over, er man dækket uanset, om man har forsikringen eller ej, såfremt det da skete inden for de første to år.
Det er derfor værd at tænke over, hvad sandsynligheden er for, at der sker et uheld med det produkt, man køber efter de første to år, men indenfor 3 år. Tit dækker elektronikforsikringerne nemlig i 3 år. To tredjedele af forsikringen overlapper altså reklamationsretten.

 

Udvidet indboforsikring

Som sagt betaler det sig for de fleste bedre med en udvidet indboforsikring. For det første vil denne dække alle elektroniske apparater i din hustand. For det andet er du selv i stand til at regulere prisen op og ned ved at pille ved selvrisikoen. Hvis du ved, at du tit taber din telefon ned i toilettet, er det måske en god idé at sætte en lav selvrisiko, hvorimod man kan sætte den højt og spare flere penge (men stadig være forsikret, hvis uheldet er ude), hvis man generelt er ude for få uheld.